Historien om det danske ønske om at forbyde udendørs islamisk bønnekald er fortællingen om en politisk ambition, der gang på gang kolliderer med retsstatens grundlæggende principper.
Udviklingen tog fart i 2020, hvor Socialdemokratiet for første gang undersøgte muligheden for et lovfæstet forbud. Da det viste sig juridisk uigennemførligt, blev ideen lagt på is, blot for at genopstå i 2025 og igen nu, hvor udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov som den tredje minister i rækken har genåbnet undersøgelsen. Ministerens udtalelser om, at bønnekald “ikke hører til over danske tagtage,” understreger en voksende politisk vilje til at begrænse islamiske udtryk i det offentlige rum.
Udfordringen er dog uændret: Danmarks Riges Grundlov garanterer i § 67 borgernes ret til at dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning. Dertil kommer Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 9), som beskytter religionsfriheden. Hvis man laver en lov, der specifikt rammer muslimske bønnekald via højttalere, vil det udgøre ulovlig forskelsbehandling. Forsøger man derimod at lave en generel lov mod religiøs forstærkning i det offentlige rum, risikerer man utilsigtet at ramme traditionelle kirkeklokker eller andre kristne traditioner.
Tilhængere af et forbud argumenterer med, at elektronisk forstærket bønnekald skubber én specifik religion ned over borgere i deres eget nabolag uden samtykke. Modstandere påpeger derimod, at praksis i dag allerede reguleres effektivt gennem lokale støjreglementer og aftaler – som det ses ved Stormoskeen i København, hvor der af hensyn til lokalsamfundet ikke kaldes til bøn eksternt.
Spørgsmålet er derfor ikke blot politisk, men principielt: Kan man beskytte en folkelig kulturarv ved at indskrænke de juridiske frihedsrettigheder, som samme samfund bygger på? Indtil videre står de forfatningsmæssige vægge fast.
Tre ministre, samme mur: Kan Danmark lovligt forbyde islamisk bønnekald? (Læs analysen i første kommentar 👇)
